Gode råd når du tilplanter drivhuset

Planter til drivhus udplantes typisk midt i maj måned. Undtagelser er dog f.eks. agurk og basilikum, som først udplantes i drivhus cirka 1. juni i en varm periode. Er der risiko for frost overdækkes planterne med fiberdug. Ved udplantning skal der helst være en jordtemperatur på minimum 14 grader.

Tilplantning i plantesæk:

Før plantning: Ryst sækken grundigt, så indholdet løsnes. Prik huller i sækkens bund eller skær en flænge så overskudsvand kan løbe ud. Planterødder skal have ilt, hvorfor det er en fordel at spagnummen er løs og lidt grov og dermed luftig. Klip forsiden op efter de stiplede linier, så der bliver tre plantehuller, eller klip blot et aflangt hul hvor alle planterne kan være. (Etableres tomater på friland i sækken kan man skære et stort hul i bunden af sækken, så tomatplanten kan vokse videre med rødderne ned i havejorden, som er løsnet forinden.)

Ved plantning: Sørg for at planten er vandet grundigt lige før udplantningen. Lav huller til planterne, og stil dem (uden potte) direkte ned i hullerne. Man kan også skære en lang flænge midt i sækken, trække plasten lidt til side, og plante her. Dæk planternes jordklump til med lidt spagnum. Vand planterne moderat, undgå overvanding eller udtørring.

Efter plantning: Organiske dele i sækken frigiver langsomt naturlige næringsstoffer. Der skal dog tilsættes ekstra gødning cirka 14 dage efter plantning, f.eks. NPK gødning med mikronæringsstoffer. Planterne bindes evt. op.

 

Knibning

Peber og chili: Fjern de første 7 blomster. Planten skal have nogen bladmasse for at lave frugter, ellers går planten helt i stå i væksten.

Agurk: Fjern alle sideskud, så der kun er store blade og agurker på hovedstammen. I cirka 1.5 meters højde kan man lade 2 sideskud komme ud, så man nu har 3 ’topskud’. Der knibes fortsat som beskrevet også på de 3 ’topskud’. Knibning af agurk og tomat er således næsten ens.

Tomat: Fjern alle sideskud, så der kun er store blade og klaser med blomster eller tomater på hovedstammen. Det gør, at tomatklaserne får sol til modning, og planten kun skal modne et passende antal tomater af gangen. Busktomat skal ikke knibes.

 

 

 

Hvorfor falder blomsterne af?

Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor blomster falder af drivhusplanter. En plante aborterer blomster når (gælder for mange plantearter!):

1)Sker f.eks. ved for sjælden tildeling af gødning. Planten når at registrere manglende næring, eller får lige pludselig for meget, og det er blomsterne der påvirkes først. Høj koncentration af gødning f.eks. hver 7. dag øger risikoen for, at chiliplanten aborterer blomsterne. Tildeling af gødning i tynd koncentration men ofte er langt det bedste, og/eller vælg en økologisk jord med organisk gødning, hvor næringsstoffer langsomt frigives gennem hele sæsonen og således afhjælper en eventuel kort gødningsmangel!

2)Hvis det er for koldt, kan planten abortere blomsterne. Væksten går simpelthen for langsomt, og pollenet bliver for gammelt inden griflen er i stand til at modtage det. For høje temperaturer (over 30 grader) giver samme resultat.

3) Manglende bestøvning kan være årsag til, at blomster falder af. Chili er selvbestøvende, men det kræver en vis bevægelse i plantemassen, for at pollenet simpelthen fysisk falder ned til griflen. Ryst planten let eller brug en pensel. Er der insekter klarer de bestøvningen.

4) Overvanding, og dermed manglende iltoptagelse ved rødderne giver abortering af blomsterne. Hvis der kan klemmes vand ud af jorden, er planten overvandet.

5) For mange frugter under udvikling kan tappe planten så meget for energi, at nogle frugter/blomster afstødes.

På et givent tidspunkt er der kun nogle af blomsterne, der påvirkes. Aborterer planten nogle blomster, er det rart at kunne finde en forklaring på det.